torsdag den 13. marts 2008

Et par sjove historier

Hvis vi selv skal sige det, synes vi faktisk, vi har lavet en ret go' deal m.h.t. vores camper. Vi har ikke stoedt paa andre campister, der har faaet bedre tilbud og folk har virkelig vaeret begejstrede for vores lille fraekke Toyota. Vi foeler os godt hjemme i Bille, som vi jo kreativt nok har doebt ham, og er efterhaanden trygge ved at koere i modsatte side af vejen.
Naar det saa er sagt, har vi dog haft nogle mindre heldige episoder, hvor 'dum dummere' ik helt har taenkt tingene igennem. Eksempelvis da vi laerte at biler IKKE bare kan holde paa ubestemt tid i parkeringshuse. Det laerte vi the hard way da vi jo saa blev noed til at tilkalde en vagt der kunne lukke os ud. Ups lidt dyr fornoejelse.. Og en anden ting vi har faaet staerkt indprintet paa nethinden; new zealandske biler slukker IKKE automatisk for lygterne, naar man slukker for bilen. Det havde vi jo saan set faaet fortalt, men for fanden det er svaert at huske. Saa jo vi roeg i faelden. -En dag hvor vi kom traette tilbage efter et langt track, var vores bil gaaet helt doed. Og det skal saa siges at vi var ude i absolut no where, hvor vi kun ku se faar og marker saa langt oejet rakte. Med modet oppe begav vi os afsted i haab om at finde et hus, for der var jo selvfoelgelig overhovedet ikke signal paa vores mobiler. Med oemme ben og sultne maver og stadig intet tegn paa andre mennesker i miles omkreds var vi snart ved at opgive, da vi pludselig ku se en bil paa en parallel vej, saa vi sponsede afsted og naaede lige akkurat at fange dem. De var saa soede at koere os ind til den naermeste by, der laa intet mindre end 25 kilometer vaek. Her fik vi efter lidt overtalelse en lokal mekaniker, som ellers havde faaet fri, til at koere os hele vejen tilbage og starte vores bil. Ups -den broeler laver vi vist ikke igen;)
Ja vi ku jo godt skrive en rigtig go lang stil om vores forskellige bil-bommerter, men vil bare lige slutte af med den seneste, der skete her for en uges tid siden. Det var en rigtig regnvejrsdag og vi havde som saa mange gange foer formaaet at fare vild. Fie ville selvfoelgelig bare lige lave en fiks lille u-vending, som hun jo efterhaanden har go traening i,men aabenbart ikke nok, for i hverfald resulterer det i, at vi havner nede i den meget dybe vaade groeft. Ups. Efter flere forgaeves forsoeg paa at faa den op, maa vi erkende at den altsaa sidder urokkeligt fast. Vi er selvfoelgelig igen naaet ud paa en privat vej i no where, men denne gang orkede vi ikke rende ud i det vaade vejr for at finde hjaelp, saa vi satte os staedigt ind i bilen igen, og begyndte da bare at spise noget forkost. Der gik da heller ik lang tid foer to soede fyre tropper op og spoerg om vi har brug for hjaelp. Det maatte vi jo saa indroemme at vi havde. Fluks koerte de 15 kilometer hjem for at hente deres traktor, saa vi ku bli trukket fri. Det gik saa nemt at snart var vi paa landevejen igen.
Saa man kan sige vi har ik vaeret lige heldige hver gang, og derfor er det nok meget godt at det er saadan nogle hoeflige og behjaelpsomme mennesker der bor her paa New Zealand!

Overtraet igen igen efter problemer med Bille.

Bille i groeften


Efter vores lille groeftuheld, var vi godt nok lidt traette af regnen og havde ikke lyst til meget, men tog os dog alligevel sammen og keorte hen til en grotte vi havde laest meget godt om. Og egentlig passede det jo perfekt at bruge eftermiddagen under jorden, saa vi kunne slippe for at blive helt vaade af regnen. Havd skal man ellers foeretage sig paa en moerk regnvejrsdag?
Saa vi tog godt med toej paa, en lommelygte hver og begav os ned i den meorke kolde grotte. Over to timer gennem snaevre, mudrede, vaade, og meget moerke gange fulgte. Og der var spaendende overraskelser med i koebet. Efterhaanden som vi kom laengere ind i grotten, kunne vi godt se at det var noget af en opgave vi var kommet paa. Fordi det havde regnet meget de sidste dage, var der kommet meget vand i grotten. Til at begynde med kunne vi godt bare hoppe fra sten til sten, men vi blev hurtigt klar over at hvis vi ville fortsaette, blev vi noed ti at tage stoevlerne af, og vade igennem det skumle og meget kolde vand. Paa et tidspunkt naaede vi til et meget stort vandhul (omkring 8 meter i diameter), og vi fandt ud at vi ikke umiddelbart kunne bunde. Astrid afproevede om det var muligt at gaa langs kanten rundt, og det var det saadanset, men paa vejen tilbage for at fortaelle Fie det, mistede hun balancen og roeg lige lukt ned i den pludrede poel. Noget af en forskraekelse, men vi fik mega grineren paa og nu da hun jo var blevet vaad gad hun ihvertfald ikke vende om, saa hun tvang Fie til at fortsaette -dog uden flere udheld..
Okay vi slap ikke for at blive vaade, men vi havde en fantastisk spaendende eftermiddag...


Astrid ser egentlig overraskende ren ud paa billedet, i forhold til hvor vaad og beskidt hun faktisk var efter en tur i poelen.(heldigvis var det Astrids kamera vi havde med, som kan klare vand ned til 5 meters dybde)

1 kommentar:

Solgerd sagde ...

Hej søde piger. Så skrev jeg endelig! :(
Astrid, du må undskylde jeg ikke har skrevet før. Synes jeres blog er meget flot. Det lyder virkelig til at I hygger jer. Er også lidt misundelig, som Elisabeth også skriver. Gider bare ikke at være her, når jeg læser om jeres tur. Håber på en dag også at komme til New Zealand (og spade rundt) :) Blir også lidt bekymret over nogle af de ting I roder jer ud i. I skal passe på jer selv, lov mig det. Kys og kram og kærlige tanker fra Solgerd.